Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Udeliv Nordstjernen

I børnehuset Nordstjernen er udelivet og leg i naturen vigtigt.

Vores legeplads er indrettet med legehuse, sandkasse, rutsjebane, gangbro, udsigtstårn, bålplads og mange andre ting der sikrer at børnene udfordres bredt motorisk.

Vi arbejder bevidst med at bruge udelivet i det omfang der giver mening for børnene, og vi arbejder blandt andet med bæredygtighed i børnehøjde i form af f.eks. affaldssortering, mindre køkkenhaver og blomsterkummer på legepladsen. Det er vigtigt for os at børnene har mulighed for at bevæge sig i de forskellige dimensioner, som de følelsesmæssige, kropslige, sociale og kognitive, og derfor er vores udeliv også bestående af mange forskellige elementer i løbet af et år.

Vi interesserer os for naturen, og undersøger fødekæder, vejrfænomener, planternes liv, dyrenes liv, madens herkomst og meget mere. Vi tager også gerne naturen med indenfor i form af udstoppede dyr, blade og frugter, og en naturlig respekt for dyr og planter er et hyppigt samtaleemne hos os.

I vinterhalvåret kælker vi, tumler med sne, hopper i bladbunker og sanser alt hvad naturen byder på, og i sommerhalvåret spiser vi gerne udenfor, laver vandkanaler på legepladsen, eksperimenterer med vand og planter og mange andre ting.

Én gang ugentligt tager vi på tur ud af huset hvor vi f.eks. besøger stranden, skoven, medicinhaverne i Tranekær, kunstudstillinger, bondegårde i nærheden eller også går vi blot en tur på udkig efter kastanjer, brombær eller andre spændende ting i nærområdet.